tirsdag den 21. oktober 2014

Dengang jeg drog afsted...

Nå, men det skal jo ikke kun handle om det sure, men også det søde.

Jeg er begyndt at følge med i Bornedals serie "1864" og jeg indrømmer, at serien endnu ikke rigtig har fået luft under vingerne og nok forekommer lidt tung og træg, men debatten om selve produktet - den nyder jeg faktisk. Når man læser kommentarsporene til de debatindlæg, som har været i seriens kølvand, så går det jo op for een, at Danmark trods alt ikke kun er befolket af nationalliberale romantikere, og det er ganske opløftende.

Om Bornedal gør sig skyldig i historieforfalskning eller ej, må vel være op til den enkelte at dømme om. Her er ihvertfald en glimrende anledning til at sætte sig ind i historien og dens personer og derefter selv danne sig en mening.

Interessant er det også, at debatten udstiller et vist partis trang til at cencurere historien og ikke mindst debatten. Som kejseren i H.C. Andersens eventyr står Pia K. og hendes fæller ganske nøgne foran os - for selvfølgelig har der været sigøjnere og sex i det fri i 1864. Og det er interessant at se, at partiet som kalder sig de svages beskyttere bliver mere oprørt over omgangen med en ko, end med overklassens uforholdsmæssigt hårde straf af underklassens sultdrevne tyveri af et par fasaner.
Kan det mon trøste fru Pia K. at koen er en Holsteiner, altså en tysker? Det ser ihvertfald ud til, at Martin Andersen Nexø har levet forgæves.

I sin tid havde jeg en virkelig dygtig historielærer, som gennemgik Scaveniusregeringens samarbejdspolitik under den tyske besættelse af Danmark. Undervisningen lagde op til, at vi alle hver især selv måtte danne en mening om, hvorvidt den førte politik var rigtig eller forkert. Nogle besluttede sig for, at det ville have været bedre at kæmpe ærefuldt til sidste blodsdråbe og andre - som jeg selv, iøvrigt - kom til den erkendelse, at pragmatismen i den givne situation var det bedste svar på at være stillet overfor overmagten i form af den tyske krigsmaskine. Til gengæld har vi, som valgte den sidste holdning, så også måttet se i øjnene, at samme amerikanske pragmatisme sørgede for, at Danmark kom på de sejrendes side. Havde det stået til englænderne og min britiske stedfar, havde Danmark været at tælle blandt taberne af krigen.

Jeg hører ofte mit eget segment, de midaldrende kvinder, sige at Lise Nørgaards serie "Matador", "kan de se igen og igen". Uheldigvis ser det også ud til, at samme segment får sit primære historiekendskab fra selvsamme kilde. Hvis Bornedal skal beskyldes for forfalskning af historien, kan Lise Nørgaard vel beskyldes for ihvertfald en romantisering af samme. For var det i virkeligheden ikke private, griske menneskesmuglere, som reddede den nationale ære ved - for god betaling, naturligvis! - at sejle jøder i sikkerhed over sundet? Og hvor mange tyske jøder og kommunister som Herbert Schmidt, som søgte ophold på grund af forfølgelse, sendte vi direkte retur til den visse død i Tyskland? Ganske mange, ifølge min gamle tysklærer. Faktisk tusindvis op gennem 30'erne.

Min tysklærer fortalte levende om en virkelighedens Herbert Schmidt. Hans gode ven, den østtyske tekstforfatter Werner Karmas far var jøde OG kommunist og søgte i '39 ophold i Danmark på grund af forfølgelse. Han blev sendt med den næste båd retur til Tyskland, men på vej ud af Københavns havn tog den unge mand livet i egne hænder. I et ubevogtet øjeblik sprang han i havnen, svømmede i land, skjulte sig og reddede derved livet. Han har formodentlig fået hjælp af kommunister, som netop "Røde" i "Matador". Hans mor var ikke så heldig, Hun blev myrdet i Auschwitz. Efter krigen tog han til DDR og skabte sig en tilværelse der, præcis som mange jøder tog til Israel for at leve i sikkerhed for forfølgelse. I virkeligheden havde Herbert Schmidt nok gjort det samme.

Du skal ikke misforstå mig, jeg holder også meget af Lise Nørgaards satiriske billede af Korsbæk og det karikerede persongalleri. Men jeg æder altså ikke tidsbilledet fuldstændigt råt, og det gør jeg naturligvis heller ikke med hensyn til Bornedals "1864".

Lige nu sidder jeg med en ustyrlig trang til at undersøge figuren Biskop Monrad nærmere for at danne mig et flerdimensionelt billede af ham.

Og hvis en tv-serie kan vække nysgerrigheden hos folk og føre til debat om os selv, er det ikke så ringe endda, synes jeg.


lørdag den 18. oktober 2014

At forstå processen





En af de ting, jeg har lært af Stefan,er, at det er så vigtigt at forstå processen.

Vi kan stå ved mindesmærker og på det jødiske museum og med salvelsesfuld alvor nikke til hinanden; "Det må aldrig ske igen" - men hvis vi ikke forstår processen, så opdager vi aldrig, at det netop er ved at ske igen. Også vi kan ende på landevejen med vore bylter og vor rædsel, som Rifbjerg skrev fornylig i dagbladet Politiken.



Frau Merkel forstår intet og Helle Thorning Schmidt forstår heller intet. De begriber ikke hvorfor, højrenationalismen og -populismen og endda fascismen vokser i Europa - og nej, det sker ikke kun uden for vore grænser, det sker lige her blandt os.



Heldigvis kan jeg lytte til Frau Dr. Sahra Wagenknecht. Hun er økonom og forstår processen. Hun forstår, at når Europas befolkninger fratages social sikkerhed og tryghed, fratages fremtidsmuligheder og basale demokratiske rettigheder, så vokser disse kræfter sig stærkere og stærkere.

Hun forstår, at der intetsomhelst heltemodigt er i, at Merkel og Gabriel fastsætter en tysk mindsteløn på 8,5 €, når den franske mindsteløn er på 9,35 €. I Merkels og Gabriels perverse logik kan franskmændene jo blot sænke deres mindsteløn for at forblive konkurrencedygtige. "Front National" er nu den stærkeste politiske kraft i Frankrig - måske skulle de gøre noget FØR Marine le Penn bliver valgt som fransk præsident?



Ved sidste kommunalvalg blev DF største politiske kraft i min kommune. Det lykkedes kun på et hængende hår at forhindre, at vi fik den første DF-borgmester i landet. Betyder det så, at indbyggerne i min kommune er mere intolerante og fremmedfjendske end andre steder? Sagen om skraldemændene som blev fyret i forbindelse med udlicitering og genansat uden tillæg hjælper ikke på tolerancen og velvilligheden overfor indvandrere og flygtninge - de to ting har normalt ikke noget med hinanden at gøre, men i højrepopulistens univers hænger de to ting sammen. Desværre er der ikke fulgt nogle "Tulliarder" med valget af de 7 medlemmer til kommunalbestyrelsen. Kommunekassen er næsten tom.



Jeg har næsten mistet troen på, at socialdemokraterne nogensinde kommer til at forstå processen.



Vi er lige kommet hjem fra Berlin.Vi skulle være der samtidig med min veninde, Socialdemokraten, som er aktiv i politik og har en af de rigtig høje uddannelser i dette land. Jeg skriver med vilje ikke, at vi skulle rejse sammen - Socialdemokraten skulle bo på det fem-stjernede Hilton på Gendarmenmarkt og vi skulle bo mere ydmygt i Pankow. Det har aldrig tidligere været et problem, at vi har forskelligt uddannelsesniveau og levefod. Det var det vel heller ikke denne gang, men da Socialdemokraten slog ud med armene og proklamerede: "Der bor altså også almindelige mennesker på Hilton!", må jeg indrømme, at jeg tænkte, at nu har hun tabt sutten. Deres ophold kostede en månedsløn for vores tyske ven, Peter, som er en ganske almindelig arbejder.

Vi blev skam inviteret til afternoon tea i deres private "Lounge" - de måtte gerne invitere gæster. Jeg forsøgte at slå en humoristisk tone an og foreslog, at de hentede et par hjemløse og gav dem en god oplevelse - men den faldt vist til jorden.



Til gengæld forstår jeg nu bedre socialdemokraternes politik. Den er udsprunget af at de velstillede ganske enkelt, helt og aldeles, nu har mistet følingen med og forståelsen for, hvordan almindelige mennesker lever og hvad de har på lønkontoen. De lever i en falsk bevidsthed om den danske, sociale sammenhængskraft, som ikke bare er under pres, men efterhånden helt forsvundet.

Danmark ER knækket midt over.



Jeg har stadig et naivt håb om, at de en dag forstår det - desværre, skal de til at skynde sig, for ellers er det for sent.






fredag den 10. oktober 2014

Først kom de....

Først kom de efter kontanthjælpsmodtagere,
men jeg gjorde intet, for jeg var ikke kontanthjælpsmodtager.

Så kom de efter de syge, men jeg er heldigvis sund og rask.

Da de kom efter de arbejdsløse, kikkede jeg væk, for jeg havde heldigvis arbejde på det tidspunkt.

Nu kommer de efter flygtningene, men jeg kender ingen flygtninge og har det trygt og godt, så dybest set rager det mig en papand.


At være dansk er efterhånden et studie i væg-til- væg bæbrunt, indimellem tilblandet en smule rødt.
Rødbrunt er også brunt.

Mit værdisystem er endegyldigt blevet hjemløst - og nej, jeg taler ikke om villa, volvo, vovse og den halvårlige kulturrejse sydpå.

Der er vist ikke andet at gøre, end at læne sig tilbage og vente på, de kommer.


torsdag den 2. oktober 2014

Særtoget til Pankow?





Entschuldigen Sie, ist das der Sonderzug nach Pankow?
Ich muss mal eben dahin, mal eben nach Ost-Berlin.
Ich muss da 'was klären mit eurem Oberindianer
Ich bin ein Jodltalent, und ich will da spielen mit 'ner band.



Ich hab'n Fläschen Cognac mit und das schmect sehr lecker
das schlürf' ich dann ganz locker mit dem Erich Honecker
und ich sag: Ey Honni, ich sing für wenig money
Im Republik Palast, wenn Ihr mich lasst
All die ganzen Schlageraffen dürfen da singen
Dürfen ihren ganzen Schrott zum Vortrage bringen

Nur der kleine Udo - nur der kleine Udo
Der darf dass nicht, und dass verstehen wir nicht!


Vi skal også lige have Udo Lindenberg med - uden ham går det ikke. Der er delte meninger om Udos sangtalent, men rent musikalsk har han haft stor indflydelse på den moderne musik i Tyskland. Han, Otto Waalkes og Marius Müller Westernhagen boede iøvrigt i kollektiv sammen i Hamburg sidst i 70'erne og det har vist ikke været helt kedeligt.

"Sonderzug nach Pankow" er fra 1983 og blev et megahit i BRD, melodien er Glenn Millers "Chattanooga Choo Choo" og den var et opråb til Erich Honecker om at give Udo Lindenberg lov til at spille i DDR. Kort efter fik Udo Lindenberg rent faktisk lov til at spille i Palast der Republik - "Erichs Lampenladen" i folkemunde, Erics lampeforretning pga. de 1000 lamper i foyeren - under stort sikkerhedsopbud og overvågning. Han fik dog forbud mod at spille "Sonderzug nach Pankow", hvilket det dog forlyder, at han alligevel gjorde. (Her kunne Niels Hausgaard lære noget, men jeg formoder ikke, han spillede "Middelaldervisen" på DF's kongress. Han spiller selvfølgelig også for penge, hvor Udo Lindenberg nok mere var ude på at provokere.)

Om lidt over en uge går mit særtog til Pankow, for det er her vi stort set altid bor, når vi er i Berlin. Ferien begynder først rigtig, når Eurolines rammer ZOB am Funkturm -Zentraler Omnibus Bahnhof -  og vi står på U2 mod Pankow.

Jeg er allerede begyndt at glæde mig som et lille barn!



:-)


onsdag den 1. oktober 2014

Elsket og hadet

Da jeg ved valget til den tyske forbundsdag så Uffe Ellemann sukke henført over Merkels smukke, blå øjne, kan jeg huske, jeg tænkte: Jeg kommer aldrig til at stemme på en politiker for vedkommendes smukke øjnes skyld. Man skal være kritisk overfor de, man vælger at sætte sit kryds ved, også selv om man holder af dem. Kritisk, men retfærdig.

Til gengæld fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg læste Danmarks Radios beskrivelse af det tyske parti "Die Linke". Journalisten har ganske rigtigt sat et billede af spidskandidaten Gregor Gysi på artiklen - men i teksten under har han skrevet, at det populære ansigt forestiller Bernd Lucke. Bernd Lucke er økonom og formand for partiet AFD, Alternative für Deutschland.

Jeg er udmærket bekendt med anklagerne mod Gysi, som omhandler hans virke som advokat i DDR og hans formodede samarbejde med Stasi i den forbindelse. Gregor Gysi var formand for kollegiet af advokater i DDR og en af de få selvstændigt virkende af slagsen. Gysi har i alle årene efter murens fald succesfuldt forsvaret sig juridisk mod anklager om, at han som advokat samarbejdede med Stasi i visse sager mod systemkritikere.

I 2011  fremsatte han en erklæring under ed, hvori han udtrykte, at han aldrig, vidende eller villigt, i den forbindelse havde forrådt sit mandat. Udtalelsen kom i forbindelse med en NDR/ARD dokumentar, hvori nye anklager mod Gysi blev fremsat. Der var ikke tale om nye sagsakter, men snarere, at nye anklagere meldte sig på banen.
Jeg har læst og læst, og jeg har set den famøse tv-dokumentar. I udsendelsen beskrives 4-5 forhold, hvor Gysi skulle have misbrugt sin magt og ageret som systemets mand. De to af forholdene handler dog slet ikke om forhold, som vedrører klienter. I det ene skulle han have talt med Stasi om et interview, han havde givet til det vesttyske Spiegels journalist og udtrykt, at han følte, han blev forsøgt lokket i en fælde. I et andet skulle han have fortalt om et lift, han havde givet til en mand, han tilfældigt mødte. I et af de tilfælde, hvor anklagerne omhandler klienter, skulle han have fortalt Stasi, at han under en samtale med klienten i fængslet lagde afstand til denne ved at bibeholde tiltaleformen "De" istedet for "du". Samtalen i fængslet må formodes at have været aflyttet og overvåget, så det er svært entydigt at afgøre, om han virkelig har talt med Stasi, eller om oplysningerne er fremkommet ved hjælp af aflytning. Det kan iøvrigt heller ikke entydigt bevises, at Stasis informantkoder "IM Notar", "IM Gregor", samt "IM Sputnik" med sikkerhed dækker over Gregor Gysi.

Hvorom alting er, så er det vigtigt at bide mærke i, at Gysi ikke er hjemfalden til nogen straf i forhold til straffeloven, for hvad han eventuelt måtte have gjort i DDR-tiden. Der er heller ikke tale om, at man ønsker at give eventuelle ofre en oprejsning ved at dømme ham. Det er ene og alene et spørgsmål om hans politiske moral, altså om han har begået mened i den erklæring, han fremsatte i 2011 og bør straffes for dette , hvilket vil bevirke, at han ikke fortsat kan blive siddende i Bundestag.

I 2012 kom det frem at flere af Die Linkes medlemmer af Bundestag blev aflyttet af efterretningstjenesten under loven om forfatningsbeskyttelse. Alle fraktioner i Bundestag tog dengang afstand fra aflytningen, og her i starten af september 2014 afgjorde forfatningsdomstolen i Köln, at aflytningen af Gysi var ulovlig, og at sagsakterne på ham straks skulle destrueres.

Jeg synes, det er svært entydigt at sige, at Gregor Gysi er uskyldsren som nyfalden sne. Det er mindst lige så svært at afgøre, at han entydigt er skyldig i anklagerne. Sværere end de to ting tilsammen er at finde hoved og hale i det underliggende morads af personlige og politiske agendaer, som står bag anklagerne mod ham. Det er til gengæld ikke svært at forestille sig, at det nogen gange har været nødvendigt at balancere på en knivsæg i arbejdet som advokat i en totalitær politistat. Gysi har tilsluttet sig advokaten Wolfgang Vogels beskrivelse af arbejdet som advokat i DDR: "Meine Wege waren nicht weiss,und nicht schwarz. Sie mussten grau sein - anders ging es nicht.Ich wollte Anwalt der Menschen zwischen den Fronten sein".

Stefan ryster på hovedet og ruller med øjnene, når talen falder på sagerne mod Gysi. Det er en nationalsport i Tyskland at slå hinanden oven i hovederne med fortiden. Således er også forfatteren Günter Grass under beskydning i en kampagne, hvor Frankfurter Allgemeine Zeitung fører an. Grass har selv fortalt, at han i 30'erne i en periode var medlem af Hitlerjugend (som iøvrigt på det tidspunkt var den eneste lovlige ungdomsforening i Tyskland), samt at han havde gjort tjeneste på østfronten i Waffen SS, som han blev indkaldt til, og altså ikke selv havde meldt sig til.

Det er svært, at afgøre hvilke motiver som ligger bag sagerne mod Gysi. Nogle har personlige motiver og ser ham som en forræder, en systemets mand, og ønsker en form for retfærdighed ved at stoppe hans politiske virke. Men man skal heller ikke være blind for, at nogle segmenter i Tyskland bestemt ikke ønsker at Die Linke - som nu er Tysklands trediestærkeste politiske kraft, får magt til at indføre millionærskat, regulering af finanssektoren og en opdeling af banker i almindelig sparekassevirksomhed og investeringsvirksomhed.

En god artikel om emnet på engelsk ligger her.


mandag den 29. september 2014

Liebling, lass uns tanzen!





Det er stadig sådan den dag i dag, at til en god, tysk fest hører Westernhagens "Mit Pfefferminz bin ich dein Prinz" - med en pebermyntepastil er jeg din prins. I daglig tale blot kaldet "Pfefferminz Blues". Nummeret er fra 1979, så vidt jeg husker.



Jeg kan meddele, at nummeret fungerer lige så godt til en lollandsk enmandsfest.



:-)