onsdag den 1. oktober 2014

Elsket og hadet

Da jeg ved valget til den tyske forbundsdag så Uffe Ellemann sukke henført over Merkels smukke, blå øjne, kan jeg huske, jeg tænkte: Jeg kommer aldrig til at stemme på en politiker for vedkommendes smukke øjnes skyld. Man skal være kritisk overfor de, man vælger at sætte sit kryds ved, også selv om man holder af dem. Kritisk, men retfærdig.

Til gengæld fik jeg kaffen galt i halsen, da jeg læste Danmarks Radios beskrivelse af det tyske parti "Die Linke". Journalisten har ganske rigtigt sat et billede af spidskandidaten Gregor Gysi på artiklen - men i teksten under har han skrevet, at det populære ansigt forestiller Bernd Lucke. Bernd Lucke er økonom og formand for partiet AFD, Alternative für Deutschland.

Jeg er udmærket bekendt med anklagerne mod Gysi, som omhandler hans virke som advokat i DDR og hans formodede samarbejde med Stasi i den forbindelse. Gregor Gysi var formand for kollegiet af advokater i DDR og en af de få selvstændigt virkende af slagsen. Gysi har i alle årene efter murens fald succesfuldt forsvaret sig juridisk mod anklager om, at han som advokat samarbejdede med Stasi i visse sager mod systemkritikere.

I 2011  fremsatte han en erklæring under ed, hvori han udtrykte, at han aldrig, vidende eller villigt, i den forbindelse havde forrådt sit mandat. Udtalelsen kom i forbindelse med en NDR/ARD dokumentar, hvori nye anklager mod Gysi blev fremsat. Der var ikke tale om nye sagsakter, men snarere, at nye anklagere meldte sig på banen.
Jeg har læst og læst, og jeg har set den famøse tv-dokumentar. I udsendelsen beskrives 4-5 forhold, hvor Gysi skulle have misbrugt sin magt og ageret som systemets mand. De to af forholdene handler dog slet ikke om forhold, som vedrører klienter. I det ene skulle han have talt med Stasi om et interview, han havde givet til det vesttyske Spiegels journalist og udtrykt, at han følte, han blev forsøgt lokket i en fælde. I et andet skulle han have fortalt om et lift, han havde givet til en mand, han tilfældigt mødte. I et af de tilfælde, hvor anklagerne omhandler klienter, skulle han have fortalt Stasi, at han under en samtale med klienten i fængslet lagde afstand til denne ved at bibeholde tiltaleformen "De" istedet for "du". Samtalen i fængslet må formodes at have været aflyttet og overvåget, så det er svært entydigt at afgøre, om han virkelig har talt med Stasi, eller om oplysningerne er fremkommet ved hjælp af aflytning. Det kan iøvrigt heller ikke entydigt bevises, at Stasis informantkoder "IM Notar", "IM Gregor", samt "IM Sputnik" med sikkerhed dækker over Gregor Gysi.

Hvorom alting er, så er det vigtigt at bide mærke i, at Gysi ikke er hjemfalden til nogen straf i forhold til straffeloven, for hvad han eventuelt måtte have gjort i DDR-tiden. Der er heller ikke tale om, at man ønsker at give eventuelle ofre en oprejsning ved at dømme ham. Det er ene og alene et spørgsmål om hans politiske moral, altså om han har begået mened i den erklæring, han fremsatte i 2011 og bør straffes for dette , hvilket vil bevirke, at han ikke fortsat kan blive siddende i Bundestag.

I 2012 kom det frem at flere af Die Linkes medlemmer af Bundestag blev aflyttet af efterretningstjenesten under loven om forfatningsbeskyttelse. Alle fraktioner i Bundestag tog dengang afstand fra aflytningen, og her i starten af september 2014 afgjorde forfatningsdomstolen i Köln, at aflytningen af Gysi var ulovlig, og at sagsakterne på ham straks skulle destrueres.

Jeg synes, det er svært entydigt at sige, at Gregor Gysi er uskyldsren som nyfalden sne. Det er mindst lige så svært at afgøre, at han entydigt er skyldig i anklagerne. Sværere end de to ting tilsammen er at finde hoved og hale i det underliggende morads af personlige og politiske agendaer, som står bag anklagerne mod ham. Det er til gengæld ikke svært at forestille sig, at det nogen gange har været nødvendigt at balancere på en knivsæg i arbejdet som advokat i en totalitær politistat. Gysi har tilsluttet sig advokaten Wolfgang Vogels beskrivelse af arbejdet som advokat i DDR: "Meine Wege waren nicht weiss,und nicht schwarz. Sie mussten grau sein - anders ging es nicht.Ich wollte Anwalt der Menschen zwischen den Fronten sein".

Stefan ryster på hovedet og ruller med øjnene, når talen falder på sagerne mod Gysi. Det er en nationalsport i Tyskland at slå hinanden oven i hovederne med fortiden. Således er også forfatteren Günter Grass under beskydning i en kampagne, hvor Frankfurter Allgemeine Zeitung fører an. Grass har selv fortalt, at han i 30'erne i en periode var medlem af Hitlerjugend (som iøvrigt på det tidspunkt var den eneste lovlige ungdomsforening i Tyskland), samt at han havde gjort tjeneste på østfronten i Waffen SS, som han blev indkaldt til, og altså ikke selv havde meldt sig til.

Det er svært, at afgøre hvilke motiver som ligger bag sagerne mod Gysi. Nogle har personlige motiver og ser ham som en forræder, en systemets mand, og ønsker en form for retfærdighed ved at stoppe hans politiske virke. Men man skal heller ikke være blind for, at nogle segmenter i Tyskland bestemt ikke ønsker at Die Linke - som nu er Tysklands trediestærkeste politiske kraft, får magt til at indføre millionærskat, regulering af finanssektoren og en opdeling af banker i almindelig sparekassevirksomhed og investeringsvirksomhed.

En god artikel om emnet på engelsk ligger her.


mandag den 29. september 2014

Liebling, lass uns tanzen!





Det er stadig sådan den dag i dag, at til en god, tysk fest hører Westernhagens "Mit Pfefferminz bin ich dein Prinz" - med en pebermyntepastil er jeg din prins. I daglig tale blot kaldet "Pfefferminz Blues". Nummeret er fra 1979, så vidt jeg husker.



Jeg kan meddele, at nummeret fungerer lige så godt til en lollandsk enmandsfest.



:-)

søndag den 28. september 2014

Grund til at fejre?





Unser letzter Wille, immer mehr Promille.



Vi var ellers nogle stykker, som havde besluttet at drikke os helt i hegnet, hvis vi fik en fyreseddel. Men det blev ikke os denne gang, så fejringen må vente til friugen. Til gengæld blev det nogle andre, hvilket jo lægger en dæmper på feststemningen.



Vores fyringsrunder foregår på den måde at de, som er på arbejde, får overrakt en kuvert af deres leder, hvis de skal afskediges. Alle, som har fri, har forinden fået besked på at sidde klar ved telefonen i et givent tidsrum (hvilket man ikke får løn for). Hvis man får et opkald - altså fra arbejdsgiveren! - er det fordi, man skal fyres. Uheldigvis ligger dette tidsrum så uheldigt, at mange af os, som har været på natarbejde, sidder i toget på vej fra job. 4 gange har jeg nu siddet og klamret mig til telefonen i det offentlige rum, mens jeg frygtede det værste. Jeg plejer at sætte telefonen til at vibrere, for efter en nattevagt er der en vis risiko for, at man falder i søvn.



Der er en del utilfredshed med metoden, men den står åbentbart ikke til at ændre. Mit forslag om istedet at afgøre det ved hjælp af stoledans har ikke rigtig bidt sig fast.



Denne gang indløb en sms, mens jeg sad og døsede. Jeg siger jer; jeg fik et chock og et så stort skud adrenalin, at jeg ikke kunne sove resten af døgnet.



Nu er det heldigvis overstået for denne gang.



Og når friugen rammer, vil jeg have mig en rigtig stor sjus.



torsdag den 18. september 2014

Mens vi venter

Der er søvnløse nætter i øjeblikket. Og der er nætter, hvor jeg vågner med et sæt hver time, badet i angstens sved. Det sidste stykke vej er hårdt at gå, den sidste uge, før vi ved om vi er købt eller solgt, er ulidelig at komme igennem.

Jeg læser helst ikke danske aviser i øjeblikket. Ordet "dagpengereform" får mit hjerte til at springe et slag over og oplysningen om, at på min kollegas kærestes arbejde sorterer afdelingssygeplejersken ansøgninger med hård hånd, har ikke gjort det bedre. Ansøgere over 50 år ryger direkte i skraldespanden, de helt unge og nyuddannede ligeså. Faktisk er der kun et spænd på godt og vel 20 år, fra man er 30-50 år, hvor man er noget værd i markedets øjne. Jeg nærmer mig hastigt de 50 år, min kollega er først i 60'erne. Vores tid er ved at løbe ud, vi er for gamle.

Heldigvis var der en god artikel i Politiken i går. Når ikke man kan knytte håb til hverken danske politikere eller fagbevægelser, må man forsøge at finde håbet andetsteds. Artiklen er helt i tråd med de holdninger til Europa, som Die Linke udtrykker. Die Linke fik 18,9 % af stemmerne ved delstatsvalget i Sachsen, 18,6 % i Brandenburg og 28,2 % i Thüringen. I Sachsen og Thüringen fik SPD 12,4 % af stemmerne, i Brandenburg 31,9 %. Det lyder jo som sindsygt gode valg for venstrefløjen, men det er det ikke, alle er gået tilbage. Die Grünen ligger og famler lige over spærregrænsen på 5 %. Valgdeltagelsen har været så lav, at man taler om at de, som åbenbart ikke ønsker en regering, har vundet. Den eneste gode nyhed er, at både de liberale og nynazisterne er røget helt ud af Landdagene alle steder - til gengæld stormer AFD frem. Indvandrerfjendske, EU-modstandere og med hårdere straffe på programmet. CDU har afvist at danne regering med dem, præcis som svenske politikere gør med Sverigesdemokraterne.

Der er lang vej at gå endnu, før Schröders dødspiral for det europæiske arbejdsmarked stoppes, hvis det altså nogensinde sker.

Man har jo trods alt lov til at håbe.


onsdag den 17. september 2014

En ubekymret tone





Socialdemokraten har inviteret mig i Falkoner Teatret for at høre Max Raabe & Palast Orchester. Vi kan lige så godt slå en ubekymret tone an, mens vi venter på "Dommens dag", som falder engang i næste uge.

"Omlaceringssamtaler" står der på planen - omplacering til hvad? Bornholm eller arbejdsløshedskøen? Vi ved det ikke endnu. De, som er på job, får udleveret en kuvert af nærmeste leder, hvis de er berørt. De andre har fået ordre til at holde deres telefoner åbne. Det får man naturligvis ikke løn for. Jeg ved det, jeg ved det - jeg er et utaknemmeligt skarn, så ussel som en slagteriarbejder, fordi jeg et eller andet sted synes, det er for galt at forlange at folk skal bruge deres fridag på MÅSKE at blive fyret.



Vi kan lige så godt få det bedste ud af det og hvis vi skal gå ned, kan vi lige så godt gøre det med maner.



Så det gør vi. Vi genopliver 20'ernes og 30'ernes Weimarrepublik, mens den økonomiske krise buldrer og Sverigesdemokraterne, Dansk Folkeparti og Alternative fûr Deutschland stormer frem omkring os og bliver stuerene i alle andre stuer end vores.



Vi griner lidt.



Du er nok klar over, siger jeg så, at hvis alle de der kommer til magten, så bliver vi to spærret inde?



Gad vide hvilken farve trekanten, altså den på pyjamassen, bliver? Der er nok at tage af i vores tilfælde.



Nå, men først skal vi feste og more os.


tirsdag den 16. september 2014

Ungt selskab





For et års tide siden søsatte man i det danske folketing "Tirsdagsdebatten", en mere uformel debatform, som var tænkt som et tiltag, der kunne puste liv i den hensygnende politiske debat her i landet.

Jeg så med et par gange, men måtte opgive. Tiltaget viste sig at være nogenlunde lige så sindsoprivende spændende, som da Maude og Hans Christian Varnæs besluttede sig for, at gå all-in med et såkaldt "ungt selskab".



Anderledes livligt foregår den politiske debat nede sydpå og det er en af hovedårsagerne til, at jeg følger lidt med der. De er måske ikke helt så vilde som medlemmerne af det engelske underhus ( die englische Unterhose, som Gysi kaldte det i en af sine taler) - men nu og da går debatten faktisk så vildt, at man godt kunne frygte, at der ville blive brug for udsmidere.



Man skal lytte til sine politiske modstandere og der er intet i vejen for en god debat om holdninger og værdier. Demokratiet dør først, når vi ikke bruger det.



Her er det Ursula von der Leyen fra CDU/CSU, Tysklands nuværende forsvarsminister og tidligere arbejdsminister, der i sin tid som det sidste debatterer vedtagelsen af en uddannelsespakke til trængende børn med modstanderen SPD. Formanden for SPD, Gabriel, får tørt på, for von der Leyen har to gange i sin tid som arbejdsminister måttet ændre på Hartz IV lovgivningen, da den viste sig at være grundlovsstridig.

 (Ja, Hartz IV programmet bliver til stadighed afprøvet ved tyske domstole og ofte viser det sig, at borgeren faktisk får ret. Er der en advokat tilstede?)



Det er som sådan ikke så interessant at følge med i den tyske realpolitik, men klippet er spændende, fordi det meget fint viser den livlige stemning i den tyske plenarsal.



Ursula von der Leyen er iøvrigt noget så mærkværdigt som en progressiv socialkonservativ. Hun tilhører den protestantiske del af CDU, er 56 år, udannet læge og økonom og mor til 7. Mange udråber hende til at være et godt bud på Merkels efterfølger - selv siger hun, at grundet sin alder ligger de kræfter, som skal overtage, bag hende.



I sin tid som arbejdsminister lykkedes det von der Leyen, at få indført barselsorlov til mænd og at få vedtaget lovgivning som udbygger vuggestuer og ældrepleje i Tyskland. Hun vred også armen rigtig hårdt om på Mutter Merkel, da hun truede med at stemme sammen med die Grünen for en vedtagelse af kvindekvoter i bestyrelser. Hun siger selv, at hvis man som politiker ønsker en bestemt samfundsudvikling, må man også være parat til at tage politiske beslutninger, som fremmer den udvikling, man ønsker.



Det er iøvrigt på grund af von der Leyens politiske landevindinger, at Tyskland står i en situation, hvor det de kommende år kommer til at mangle 50 000 pædagoger og 50 000 ældreplejere. Kampen om de unge er hård i Tyskland, hørte jeg i nyhederne, sidst jeg var der. Virksomheder er forpligtet ved lov til at have bestemte antal lærlinge, afhængig af virksomhedens størrelse. Faktisk vil tyskerne frygtelig gerne have nogle af vores unge - de har fattet, at der i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft i visse brancher.



Måske er det bare med at komme afsted?




torsdag den 4. september 2014

Den blå planet





"Uns hilft kein Gott uns're Welt zu erhalten".



Albummet, af samme navn som nummeret her, blev udgivet i 1982 i begge Tysklande af østtyske Karat.

Temaet i dette nummer er angsten for en atomkatastrofe, som følge af skærpelsen af den kolde krig.



Desværre er nummeret vist blevet aktuelt igen.