tirsdag den 26. august 2014

Små bitte håb.


For efterhånden en del år siden læste jeg Jonathan Rabbs historiske kriminalroman "Rosa", som foregår i Berlin i dagene efter novemberrevolutionen og følger Kriminalkommisær Nicolai Hoffners jagt på en bestialsk kvindemorder, som er løs i byen. Bogens plot er sindssygt spændende, men uheldigvis er den - efter min mening - ikke helt så sprogligt velskrevet. Da jeg havde læst sidste side og lukket bogen, råbte jeg til min yndlingstysker:
"Vi skal til Berlin!"

Det har vi været rigtig mange gange siden og Berlin er blevet et af vores absolutte yndlingssteder på denne klode.

Jeg er en underlig snegl af en rejsende. Nogle begraver snuden i diverse guidebøger og flintrer rundt på museer og smarte spisesteder. Jeg kan finde på at google de mennesker, som er på valgplakaterne. I sommer hang SPD-kandidaten Canzel Kiziltepe udenfor mit hotel og smilede til mig i næsten en uge. Man må håbe, hun aldrig bliver Bundeskanzlerin med det navn. Jeg googlede: andengenerationsindvandrer fra Kreuzbergs indvandrerghetto, datter af en tyrkisk smed, udearbejdende mor til et barn med en solid karriere hos Volkswagen bag sig. Hun tilskriver selv sin succes det tyske heldagsskoleprogram, som er ualmindeligt godt til at integrere indvandrerbørn og til at give et uddannelsesløft til børn fra uddannelsesfjerne familier.
Hendes politiske forbillede er hverken Gerhard Schröder eller Peer Steinbrück, som hun gik til valg med, men Willy Brandt og hun udtalte, at hun ikke var berøringsangst overfor et samarbejde med "Die Linke" og gerne så en rød-rød-grøn koalition. Flere af hendes slags, tak. 
Cansel Kiziltepe blev valgt og sidder nu - formentlig på bagerste række - i Bundestag. Måske kunne man tillade sig et lillebitte håb; et lillebitte varsel om et generationsskifte i Socialdemokratiet?

Jeg har ofte måttet slå min automattænkning fra, når jeg sætter mig ind i tyske forhold. Man kan ikke direkte sammenligne vores SF og "Die Grünen". "Die Grünen" udspringer af både de vest- og østtyske aktivistiske miljøbevægelser og er et meget elitært parti, som mest tiltaler akademikere, og mest - naturligt nok - har fokus på miljøspørgsmål. Vi ville kalde dem "kystbanesocialister" herhjemme.
"Die Linke" er en sammenslutning af østtyske Gregor Gysis "PDS" (Partei des Demokratischen Sozialismus) og det vesttyske WASG (Wahlalternative Arbeit & soziale Gerechtigkeit). I starten troede jeg, at det var den østtyske socialisme, SPD er berøringsangst overfor, men det er lige omvendt. Østtyskerne er meget pragmatiske og meget lidt dogmatiske i deres tilgang til socialismen. De er mest optaget af at ændre socioøkonomiske samfundsforhold i socialistisk retning og er mere et klassisk arbejderparti end "Die Grünen". De fleste socialdemokrater siger, at bestod "Die Linke" kun af den østtyske fraktion, ville der ikke være problemer med at samarbejde. Derimod er den vesttyske fraktion "WASG" et stort problem for socialdemokraterne. "WASG" er en samling af meget aktivistiske og farverige grupperinger på den socialistiske front( nogle ville ligefrem sige revolutionære), og har flere frafaldne socialdemokrater som medlemmer - den mest prominente er nok SPD's tidligere Bundeskanzlerkanditat, Oskar Lafontaine, som forlod sin post som finansminister i Schröders regering i protest mod Hartz IV-reformen. Der er et ualmindeligt dårligt forhold mellem SPD og WASG. Jeg læste, at mange SPD'ere ikke engang ville komme til Oskar Lafontaines 70 års fødselsdagsreception, fordi de stadig betragter ham som en forræder.

Nuvel, Oskar Lafontaine er trådt tilbage pga. en kræftsygdom og Gysi har tilkæmpet sig formandsposten alene. Der er tegn i sol og måne på, at han er i færd med at samle partiet under sin ledelse og forberede det på regeringsduelighed. I Tyskland har man ikke mindretalsregeringer, som vi har i Danmark, og hvis socialdemokraterne vil gøre sig fri af Merkel, bliver de nødt til at samarbejde med "Die Linke" og "Die Grünen". Det er en lang proces og jeg håber, de får held med den, både for Tysklands skyld, men endnu mere for Europas. I det mindste skal de ikke slås med en liberal Vestager.

"Er du ikke socialist?" spurgte min ungdomsveninde, kommunalpolitikeren, mig indigneret for nogle år siden. Hun plejede at være socialdemokrat, men var en periode medlem og valgt for SF (det lader til, at et af SF's rigtig store problemer er, at de fleste medlemmer i virkeligheden var socialdemokrater i hjertet), nu er hun socialdemokrat igen.

Det havde jeg faktisk aldrig taget stilling til, jeg har aldrig rigtig kunnet bekende mig blindt til ideologi. Men eftersom jeg på samme tidspunkt netop sad og tampede rundt i ideologierne ovre på samfundsfag, besluttede jeg mig for - en gang for alle - at finde ud af hvor jeg politisk hører hjemme. Det var lidt rystende for mig at opdage, at jeg faktisk er socialist. Det næste store spørgsmål. som rejste sig var, hvilken slags socialist jeg så er? Indtil videre er jeg nået til, at jeg er demokrat, før jeg bekender mig til nogen ideologi. Jeg er international socialist og sådan nogen er der ikke mange af i Danmark. I Tyskland ville man nok sige, at jeg er en EU- og markedssocialist.

I midten af 90'erne var jeg medlem af et borgerligt parti på den politiske midte. Min veninde kaldte mig dengang nogle gange for "ligusterfascisten". Ak ja, de politiske debatter var livlige dengang. I dag er det mig, som er til venstre og hende, som er til højre. Jeg driller hende med, at demokratisk socialisme ikke er det samme som socialdemokratisme.

Alligevel er vi jo ikke langt fra hinanden politisk. Vi har flere ligheder end forskelle og vi ville sagtens kunne indgå kompromisser til fællesskabets bedste. 

Er det for meget at håbe på at vore politikere, både i Danmark og EU, kommer til samme erkendelse?








onsdag den 20. august 2014

Gid JEG var i Düsseldorf!





Nå, men armene er jo i vejret.



For nogle år siden besluttede jeg mig for at lære at tale tysk, og endelig ser det ud til at anstrengelserne har båret frugt. Jeg har hørt musik, jeg har læst aviser og hørt taler fra Bundestag og jeg har set film og pludselig opdagede jeg for nylig, at jeg rent faktisk kunne føre en nogenlunde fornuftig - og grammatisk korrekt! - samtale med en græsk tjener om de forskellige sociale forhold i vore respektive lande.



(Altså, det er jo ikke sådan, at jeg ikke har kunnet begå mig som turist i Tyskland før - men der er saftsuseme stor forskel på at gå på restaurant og på shopping og på at føre en dybere samtale om politik og levevilkår.)



Jeg kan også tale med Stefans barndomsven; Peter, som bor lige ovre på den anden side af vandet.Peter er ufaglært lagerarbejder og opfatter Danmark som det forjættede land, hvor det flyder med velfærd og social sikkerhed. Da han hørte, at man i Danmark bliver fyret fra sit job efter 120 sygedage, brast den illusion.

For nogle år siden blev Peter syg og lægerne kunne ikke helt finde ud af, om han havde en regulær hjertelidelse eller om tilstanden var stressrelateret. Han var sygemeldt med fuld løn i næsten TO år, mens de kloge hoveder undersøgte og behandlede og til sidst fik ham sluset tilbage i det gamle job ved hjælp af fleksible arbejdstider og forhold. I Danmark var han blevet fyret efter 120 sygedage og var blevet revet rundt i sygedagpengemanegen, før han - formodentlig - havde måttet stille sig i kø på jobcentret.

Peter er efter tyske forhold fattig og tilhører den gruppe, vi her i Danmark kalder "Working Poor". Han er ikke længere interesseret i at bytte sin tyske sociale sikkerhed med en højere løn og et "Flexicurity system", som nok efterhånden mere er flexibility end security.



For et års tid siden kom Stefan hjem og rev døren op, mens han indigneret råbte: Hvad fanden er det her for et land? Jeg spurgte, hvad der nu var sket? Jo, han havde overværet et (med)menneske bryde grædende sammen på apoteket, fordi vedkommende ikke havde penge nok til at betale for sin nødvendige medicin.



Jeg er ikke stolt af at indrømme, at jeg lige lavede en "Vestager". Ja, sådan er det jo.



Sådan er det ikke i hans land. Hvis en læge har ordineret et præparat til dig på sin receptblok, er det en menneskerettighed at få det udleveret. Apotekeren må ikke nægte dig medicinen. Kan du ikke betale, bliver det en sag mellem dig og de sociale myndigheder. Stefans gamle mor er Hartz IV modtager og har brug for svinedyr medicin mod sin Alzheimer sygdom. Eftersom hendes sygdom er en kronisk lidelse, betaler hun hvert år i januar 30€, og resten af året henter hun al medicin gratis på apoteket. Dejligt ubureaukaratisk.



Der er meget dårligt at sige om Gerhard Schröders Agenda 2010 program og indførelsen af Hartz IV forsørgelsen. Forøgelsen af løntilskudsjob, vikar- og løstansatte og hele jobcentercirkusset er en af dem. Det er den del af programmet vore politikere, røde som blå, i disse år forsøger at kopiere. Det er et system, som fastholder individdet i ulighed og evig afhængighed af staten med begrænset mulighed for at bryde ud af underklassen og det sociale system.

Til gengæld er den ubureukratiske tildeling af socialhjælp og social sikkerhed, som gratis tandlægebehandling, gratis briller, næsten gratis medicin til samfundets svageste væsentligt bedre. Huslejen bliver betalt og daginstitutioner er gratis for Hartz IV modtageres børn. Da jeg læste samfundsfag, satte jeg for sjov "Fattig Carina" ind i en af de tyske beregningsmodeller for tildeling af Hartz IV. Med en hjemmeboende teenager ville Carina have et rådighedsbeløb på godt og vel 4800 kr i Tyskland. Huslejen ville blive betalt af det offentlige og havde hun en kronisk lidelse, diabetes eller hjertesygdom, ville hun få ekstra kosttilskud. Carina måtte som Hartz IV modtager beholde både sine offentlige og privatopsparede pensionsmidler. Hun måtte eje en bil til en værdi af 8000 €. Hun måtte have ekstra lønindkomst til en vis grænse, uden der blev skåret i hjælpens størrelse. Og - hold nu fast - hun måtte have en likvid formue på op til godt og vel 250 000 kr, før hjælpen helt bortfaldt.



Næste gang Venstres Claus Hjort Rasmussen messer indførelse af tyske forhold på det danske arbejdsmarked, bør vi måske huske ham på at indføre samme sociale sikkerhed og tryghed, som tyskerne har?



Det er godt at kunne tale tysk.



(Dorthe Kollo nummeret er til min kollega, Überschwester Schmidt, der - ligesom jeg - har en stor forkærlighed for det tyske :-)









tirsdag den 19. august 2014

Vaterland



(Videoen er ikke egnet for unge under 16 år)


Wir bringen für Geld
den Tot über die Welt

Wie lieb ich so'n Land?
Mit Herz oder Verstand?
Blind oder mit Blick über den Rand?



Tyskland er verdens 3. største våben- og ammunitionseksportør. Denne økonomiske rolle, som har det med at kompromittere og præge Tysklands udenrigspolitik, har længe været til debat i den tyske befolkning. Partiet "Die Linke" har tordnet mod dette faktum i årevis og krævet forbud mod våbeneksport. For 1 1/2 år siden udgav mit yndlingsband, Silly, et album, som indeholdt dette nummer. Albummet endte med at ligge som nr. 2 på de tyske hitlister. Nummeret "Vaterland" var et af højdepunkterne ved koncerten på Zitadelle Spandau i 2013 og deres tourne iøvrigt.



"Die Linke" er et dygtigt oppositionsparti og har mange gange haft held med at få Unionen og SPD til at ændre politik. Som Gregor Gysi så humoristisk udtrykte det på talerstolen i Bundestag før sidste valg: Så snart vi stiller et forslag, ændrer de andre partier med det samme deres politik - det opnår man kun, hvis man sætter kryds ved "Die Linke"!



Det ser gudhjælpemig ud til at han har ret, når man læser gårsdagens artikel i Information. Nu løber Sigmar Gabriel, Formand for SPD, med hele æren.



Men uanset hvad, så er det gode, nye toner. Vi er nogle som godt kunne tænke os, at der snart trådte nogle voksne ind på den udenrigspolitiske scene. I øjeblikket er jeg ikke meget for, at fæste min lid til nogen politiker overhovedet - men de nye toner fra Tyskland og valget af Jens Stoltenberg som ny Generalsekretær for Nato kan godt hæve humøret en lille bitte smule.



Her et godt interview med Gregor Gysi om den udenrigspolitiske situation i øjeblikket og om, hvorfor vi er nødt til at holde op med at løse alle verdens problemer militært.



Hvis min gamle far, som var erklæret pacifist, havde hørt dette, var han konverteret.


















mandag den 11. august 2014

Den (halv)gamle kvinde og havet.


Det bedste ved ferien var solopgangen over Østersøen. Jeg bryggede en kop kaffe og satte mig ned på min yndlingssten. Her kunne jeg sidde og tænke på Ernest Hemingway, fiskeren Santiago og Joe DiMaggio.
Nogle medbringer tusindvis af sider ferielekture. Hemingway er dejlig pladsøkonomisk; han fylder intet i rygsækken, men meget i hovedet.

Ferien er forbi. Om lidt skal jeg tilbage på job. Før jeg gik fra, var rygtesmedene i fuld gang. Regionen skal endnu engang spare og skære ned. Et af rygterne siger, at min afdeling skal laves om til et dagafsnit og så er der selvsagt ikke brug for nattevagter. Jeg ved ikke, om jeg overhovedet har et job at komme tilbage til.
Jeg har været ansat i lidt over 6 år. Dette er den 4. fyringsrunde, vi skal forberede os på.

Jeg har været i stand til at nyde ferien i fulde drag. Jeg har formået, at lukke al støj - bortset fra den fra Venstre - ude. Jeg har lært at vælge mine kampe med omhu.

Hvad enten man er fisker og kæmper mod skæbnen og naturens kræfter, eller sosu-assistent mod markedskræfterne, er kampen for eksistens den sammen. Der er hajer og banditter i habitter med lige kolde øjne og hjerter, som forsøger at flå byttet fra een, før man når i havn.
Hvad enten man er forfatter, fisker, baseballspiller eller sosu-assistent, har man kun troen på sit talent eller sit håndværk at holde sig til. Man har sin evne til at tage beslutninger, til at at handle og man har sine værdier og sin moral at leve efter. Man kan kun håbe på at kunne forvalte dette med ydmyghed og værdighed. Og man kan håbe på en smule held.

"Man is not made for defeat. A man can be destoyed, but not defeated."

Lad os håbe, det samme gælder for (halv)gamle kvinder.


onsdag den 6. august 2014

Ferier, du ikke vil hjem fra.


Sommeren bliver ved og ved og det gør camping også. 
Eftersom familiestrukturen er lidt vakkelvorn og uforudsigelig i år, var jeg ikke sen til at beslutte, at denne sommer måtte spilles efter absolut gehør - de oprindelige planer blev droppet, og nye blev lavet i takt med, at dagene kom.
Det var en god beslutning. Jeg elsker Berlin, men kan godt vente til køligere temperaturer og en færdigrenoveret Ubahn.
Istedet blev det Grækenland og camping på Ulslev Strand Camping. Om et års tid er det 40 år siden, jeg var her første gang og det er et af de få steder, som ikke forandrer sig særlig meget. Da jeg var barn elskede jeg stedet her, da jeg blev ung og voksen, ville jeg nogenlunde lige så gerne på camping, som jeg ville udsættes for kinesisk vandtortur. 
Nu sidder jeg her så igen og den ene perfekte sommerdag tager den anden. Jeg bader i Østersøen, griller,strikker et Doctor Who halstørklæde til Andreas og læser dogmebøger. Jeg har med vilje fravalgt lydbøgerne og det meste af teknikken. Man kan sagtens købe velfungerende Wifi til fornuftig pris her på campingpladsen, men jeg har - til barns store fortrydelse- valgt det fra. Han må klare sig med det svage signal, som er her. Nu læser han "De Fem"- bøger og bader dagen lang.
Jeg får også læst.
 Journalisten Jana Hensels " Børn af Zonen" handler om en hel generation, som mistede deres barndoms land, da muren faldt. Den handler om, at være anderledes end alle andre i det internationale fællesskab. Om ikke at kende navnene på de forskellige smølfer, men at have måttet nøjes med Benny, Keld og Egon fra Olsen Banden. Det kender man jo godt. Forskellen er bare, at hvor jeg kan logge på Ulslev Strand Camping og min barndoms land, er deres helt forsvundet og i alles øjne ugleset.
Ak ja, de har lang vej at gå endnu, de kære østtyskere. For Bundesrepublikken tog det de første 50 år, før de for alvor begyndte at forsone sig med fortiden. Jeg tror, der går 25 år endnu, før Tyskland for alvor er vokset sammen og blevet hel.
Jeg har et par nobelpristagere med i tasken. Ernest Hemingways "Den gamle mand og havet" har været god ferielæsning. Doris Lessings "Det femte barn" ligeså.
Doris Lessing døde sidste år og det gik op for mig, at jeg aldrig har læst noget af hende  - og det måtte jeg jo straks rette op på, da jeg opdagede, at hun var Gregor Gysis tante :-)
"Det femte barn" er en en så foruroligende og ildevarslende historie, at den giver "Rosemarys baby" baghjul. En fabelagtig kommentar til det senmoderne samfunds fremherskende parole, at være sin egen lykkes smed. At begå hybris og tro, at lykken simpelthen er noget, man kan vælge, for blot at blive fældet af en aggressiv urkraft, af gener og biologi, der hverken kan tæmmes eller socialiseres.

Ferien varer nogle dage endnu. Der skal bades, grilles og læses endnu mere. Der skal lægges d-vitamin på lager til de mørke vintermåneder. 

Jeg kan lige holde til det.

:-)� ellr socialiseres  


mandag den 4. august 2014

Danmark for de, som vil og kan?

Det sidste stykke tid har jeg haft svært ved at klare tonen i udlændingedebatten - jeg kan ikke gøre for det, jeg er vokset op i et radikalt hjem, altså dengang de radikale stadig var radikale.
Jeg kommer også fra en familie, som er bevidst om, at vi har en flygtningebaggrund. Den baggrund harnok medvirket til,atjegaldrig har betragtet nationalitetsomen selvfølgelighed - mennesket kan sættes i situationer, hvor det er nødt til at flytte sig; at bryde op. Mennesket har fødder, ikke rødder.
Stefan og jeg har ofte moret os over, at hans familie har været etnisk rene danskere længere tilbage i historien, end min familie har - Fehmarn var dansk indtil de høje Herrer møblerede om på landegrænserne efter 1864. Med et pennestrøg blev befolkningen på Fehmarn pludselig tysk.
At installere selvfølelse i et folk ved hjælp af nationalisme; at fortælle dem at de er mere værd og har større rettigheder end milliarder af andre medlemmer af menneskeheden, er at give den lille mand på gaden en gratis omgang, sagde Gregor Gysi fornylig i et talkshow. Vi skal meget hellere lære vore unge, at de skal være noget i kraft af det, de udretter, i kraft af deres værdier, i kraft af deres værd som mennesker. Nogle dage overvejer jeg- seriøst! -at emigrere til Tyskland. Det er ikke sådan, at Tyskland er et perfekt land, men tonen; den er saftsuse anderledes og lettere at leve med, for sådan en størrelse som jeg.

Jeg arbejder i et såkaldt internationalt miljø. For nogle år siden, da der var mangel på sygeplejersker, inviterede hospitalet en større flok indiske, polske og tyske sygeplejersker for at afhjælpe mangelen. At det netop blev de nationaliteter er ingen tilfældighed; de er nogle af de eneste, som er så højtuddannede, at de umiddelbart kan veksle deres sygeplejerskeuddnnelse til en dansk autorisation. De indiske sygeplejersker er, så vidt jeg har forstået, med deres 4-årige Mastergrad højere uddannet end danske sygeplejersker. Alligevel er det kun danske sygeplejersker, som besidder ledende stillinger eller funktion som kliniske vejledere.

De tyske sygeplejersker tog hurtigt hjem, men inderne og polakkerne blev. Ud over disse nationaliteter findes der i mit lille afsnit også en iraner,en afrikaner og en svensker. Vores afsnit blev for nogle år siden udskilt fra et andet speciale og tager vi den afdeling med, så kan vi øgså føje Hviderusland og Italien til listen over nationaliteter. Vi er en broget skare hvad angår nationalitet, kultur og religion. Polakkerne og inderne er kristne - katolikker, iranerne og afrikaneren er muslimer - og så er der alle os andre, mere eller mindre praktiserende protestanter eller ligefrem ateister.

Det har bestemt ikke altid været let at arbejde i et miljø med så mange nationaliteter blandet sammen. Der har været - og er stadig indimellem - store sproglige udfordringer i samarbejdet. Der er også kulturforskelle i den daglige omgang og i sygeplejen, men dybest set oplever jeg mest vore forskelligheder som berigelser og en kilde til megen humor, end uoverstigelige barrierer.

Det gør mig edderspændt rasende, at Venstre nu vil stille forskellige krav til udlændinge baseret på religiøse tilhørsforhold. Min erfaring - som godt nok ikke er af videnskabelig art - er, at man ikke grundlæggende kan sige, at udlændinge fra muslimske lande er dårligere til at integrere sig i det danske, end andre er. Hos os er det tværtimod omvendt. Sygeplejerskerne fra muslimske kulturer - vi har både en han og en hun - er meget sekulariserede i deres tilgang til religiøsitet og lever deres liv helt i tråd med moderne, dansk kultur. De praktiserende katolikker har derimod sværere ved at affinde sig med den måde, vi danskere lever; de har ofte svært ved at acceptere at ægtepar bliver skilt, at vore børn vokser op som delebørn osv.

Set fra hvor jeg står, er Venstres intentioner både en vederstyggelighed og en dyb uretfærdighed. Jeg har svært ved at snuppe det - de gør et problem ud af noget, som ikke er et problem, ihvertfald ikke i min branche. Det værste er jo, at de dygtige og arbejdsomme udlændinge - hvor de fleste altså er inviteret af hospitalet- jo ikke er dummere, end de godt forstår, at de faktisk ikke er velkomne i vores samfund.

Nogle dage får jeg bare lyst til at emigrere.


torsdag den 31. juli 2014

Grundlæggende rettigheder?

Artikel 1

(1) Die Würde des Menschen ist unantastbar. Sie zu achten und zu schützen ist Verpflichtung aller staatlichen Gewalt.

(2) Das Deutsche Volk bekennt sich darum zu unverletzlichen und unveräußerlichen Menschenrechten als Grundlage jeder menschlichen Gemeinschaft, des Friedens und der Gerechtigkeit in der Welt.

(3) Die nachfolgenden Grundrechte binden Gesetzgebung, vollziehende Gewalt und Rechtsprechung als unmittelbar geltendes Recht.

Den tyske grundlov har 65 års fødselsdag i år og det bliver fejret.
Det er der også grund til, for den er helt unik, især den indledende sætning - menneskeværdigheden er ukrænkelig - er speciel og det eneste rigtige svar på det nazi-barberi, landet havde oplevet få år tidligere.

Når jeg ser partiet Venstre svinge fuldstændigt af hængslerne i fremmedfjendskhed, kan jeg ikke sige mig fri for at være noget misundelig på tyskerne, for det er en kraftfuld hensigtserklæring, som lægger grunden for deres statsdannelse.