onsdag den 17. september 2014

En ubekymret tone





Socialdemokraten har inviteret mig i Falkoner Teatret for at høre Max Raabe & Palast Orchester. Vi kan lige så godt slå en ubekymret tone an, mens vi venter på "Dommens dag", som falder engang i næste uge.

"Omlaceringssamtaler" står der på planen - omplacering til hvad? Bornholm eller arbejdsløshedskøen? Vi ved det ikke endnu. De, som er på job, får udleveret en kuvert af nærmeste leder, hvis de er berørt. De andre har fået ordre til at holde deres telefoner åbne. Det får man naturligvis ikke løn for. Jeg ved det, jeg ved det - jeg er et utaknemmeligt skarn, så ussel som en slagteriarbejder, fordi jeg et eller andet sted synes, det er for galt at forlange at folk skal bruge deres fridag på MÅSKE at blive fyret.



Vi kan lige så godt få det bedste ud af det og hvis vi skal gå ned, kan vi lige så godt gøre det med maner.



Så det gør vi. Vi genopliver 20'ernes og 30'ernes Weimarrepublik, mens den økonomiske krise buldrer og Sverigesdemokraterne, Dansk Folkeparti og Alternative fûr Deutschland stormer frem omkring os og bliver stuerene i alle andre stuer end vores.



Vi griner lidt.



Du er nok klar over, siger jeg så, at hvis alle de der kommer til magten, så bliver vi to spærret inde?



Gad vide hvilken farve trekanten, altså den på pyjamassen, bliver? Der er nok at tage af i vores tilfælde.



Nå, men først skal vi feste og more os.


tirsdag den 16. september 2014

Ungt selskab





For et års tide siden søsatte man i det danske folketing "Tirsdagsdebatten", en mere uformel debatform, som var tænkt som et tiltag, der kunne puste liv i den hensygnende politiske debat her i landet.

Jeg så med et par gange, men måtte opgive. Tiltaget viste sig at være nogenlunde lige så sindsoprivende spændende, som da Maude og Hans Christian Varnæs besluttede sig for, at gå all-in med et såkaldt "ungt selskab".



Anderledes livligt foregår den politiske debat nede sydpå og det er en af hovedårsagerne til, at jeg følger lidt med der. De er måske ikke helt så vilde som medlemmerne af det engelske underhus ( die englische Unterhose, som Gysi kaldte det i en af sine taler) - men nu og da går debatten faktisk så vildt, at man godt kunne frygte, at der ville blive brug for udsmidere.



Man skal lytte til sine politiske modstandere og der er intet i vejen for en god debat om holdninger og værdier. Demokratiet dør først, når vi ikke bruger det.



Her er det Ursula von der Leyen fra CDU/CSU, Tysklands nuværende forsvarsminister og tidligere arbejdsminister, der i sin tid som det sidste debatterer vedtagelsen af en uddannelsespakke til trængende børn med modstanderen SPD. Formanden for SPD, Gabriel, får tørt på, for von der Leyen har to gange i sin tid som arbejdsminister måttet ændre på Hartz IV lovgivningen, da den viste sig at være grundlovsstridig.

 (Ja, Hartz IV programmet bliver til stadighed afprøvet ved tyske domstole og ofte viser det sig, at borgeren faktisk får ret. Er der en advokat tilstede?)



Det er som sådan ikke så interessant at følge med i den tyske realpolitik, men klippet er spændende, fordi det meget fint viser den livlige stemning i den tyske plenarsal.



Ursula von der Leyen er iøvrigt noget så mærkværdigt som en progressiv socialkonservativ. Hun tilhører den protestantiske del af CDU, er 56 år, udannet læge og økonom og mor til 7. Mange udråber hende til at være et godt bud på Merkels efterfølger - selv siger hun, at grundet sin alder ligger de kræfter, som skal overtage, bag hende.



I sin tid som arbejdsminister lykkedes det von der Leyen, at få indført barselsorlov til mænd og at få vedtaget lovgivning som udbygger vuggestuer og ældrepleje i Tyskland. Hun vred også armen rigtig hårdt om på Mutter Merkel, da hun truede med at stemme sammen med die Grünen for en vedtagelse af kvindekvoter i bestyrelser. Hun siger selv, at hvis man som politiker ønsker en bestemt samfundsudvikling, må man også være parat til at tage politiske beslutninger, som fremmer den udvikling, man ønsker.



Det er iøvrigt på grund af von der Leyens politiske landevindinger, at Tyskland står i en situation, hvor det de kommende år kommer til at mangle 50 000 pædagoger og 50 000 ældreplejere. Kampen om de unge er hård i Tyskland, hørte jeg i nyhederne, sidst jeg var der. Virksomheder er forpligtet ved lov til at have bestemte antal lærlinge, afhængig af virksomhedens størrelse. Faktisk vil tyskerne frygtelig gerne have nogle af vores unge - de har fattet, at der i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft i visse brancher.



Måske er det bare med at komme afsted?




torsdag den 4. september 2014

Den blå planet





"Uns hilft kein Gott uns're Welt zu erhalten".



Albummet, af samme navn som nummeret her, blev udgivet i 1982 i begge Tysklande af østtyske Karat.

Temaet i dette nummer er angsten for en atomkatastrofe, som følge af skærpelsen af den kolde krig.



Desværre er nummeret vist blevet aktuelt igen.

mandag den 1. september 2014

Aldrig mere krig!

I dag er det verdensfredsdag i Tyskland. Datoen markerer begyndelsen på 2. verdenskrig, tyskernes angreb på Polen ( som Hitler sagde, det var altså dem selv, der skød først!).

Datoen er blevet markeret som fredsdag siden starten af 50'erne i DDR, siden 1957 har den været det tyske fagforbunds aktionsdag under parolen "Nie wieder Krieg". Siden 1966 har dagen været officiel  "Weltfriedenstag" i BRD.
I dag er det 75 år siden, 2. verdenskrig startede.

Det fejrer man i Bundestag ved at beslutte at udruste 4000 kurdiske krigere med håndvåben og panserraketter. 

Det er der vel som sådan heller ikke noget i vejen for - men måske skulle man så fjerne kurderne fra både USA's og EU's terrorlister? Og lade straffesagerne mod de, som har støttet den kurdiske bevægelse falde?
Det virker som om, de evindelige, militære indsatser rejser flere spørgsmål og skaber flere dilemmaer, end de besvarer og løser.

Jeg drømmer om politikere, som ikke siger AMEN, hvergang nogen be'r en bøn i Washington DC, for lige at citere Willy Brandt. 

Det har både Danmark og Europa brug for. 

Mit sozialistischem Grüß

;-)


tirsdag den 26. august 2014

Små bitte håb.


For efterhånden en del år siden læste jeg Jonathan Rabbs historiske kriminalroman "Rosa", som foregår i Berlin i dagene efter novemberrevolutionen og følger Kriminalkommisær Nicolai Hoffners jagt på en bestialsk kvindemorder, som er løs i byen. Bogens plot er sindssygt spændende, men uheldigvis er den - efter min mening - ikke helt så sprogligt velskrevet. Da jeg havde læst sidste side og lukket bogen, råbte jeg til min yndlingstysker:
"Vi skal til Berlin!"

Det har vi været rigtig mange gange siden og Berlin er blevet et af vores absolutte yndlingssteder på denne klode.

Jeg er en underlig snegl af en rejsende. Nogle begraver snuden i diverse guidebøger og flintrer rundt på museer og smarte spisesteder. Jeg kan finde på at google de mennesker, som er på valgplakaterne. I sommer hang SPD-kandidaten Canzel Kiziltepe udenfor mit hotel og smilede til mig i næsten en uge. Man må håbe, hun aldrig bliver Bundeskanzlerin med det navn. Jeg googlede: andengenerationsindvandrer fra Kreuzbergs indvandrerghetto, datter af en tyrkisk smed, udearbejdende mor til et barn med en solid karriere hos Volkswagen bag sig. Hun tilskriver selv sin succes det tyske heldagsskoleprogram, som er ualmindeligt godt til at integrere indvandrerbørn og til at give et uddannelsesløft til børn fra uddannelsesfjerne familier.
Hendes politiske forbillede er hverken Gerhard Schröder eller Peer Steinbrück, som hun gik til valg med, men Willy Brandt og hun udtalte, at hun ikke var berøringsangst overfor et samarbejde med "Die Linke" og gerne så en rød-rød-grøn koalition. Flere af hendes slags, tak. 
Cansel Kiziltepe blev valgt og sidder nu - formentlig på bagerste række - i Bundestag. Måske kunne man tillade sig et lillebitte håb; et lillebitte varsel om et generationsskifte i Socialdemokratiet?

Jeg har ofte måttet slå min automattænkning fra, når jeg sætter mig ind i tyske forhold. Man kan ikke direkte sammenligne vores SF og "Die Grünen". "Die Grünen" udspringer af både de vest- og østtyske aktivistiske miljøbevægelser og er et meget elitært parti, som mest tiltaler akademikere, og mest - naturligt nok - har fokus på miljøspørgsmål. Vi ville kalde dem "kystbanesocialister" herhjemme.
"Die Linke" er en sammenslutning af østtyske Gregor Gysis "PDS" (Partei des Demokratischen Sozialismus) og det vesttyske WASG (Wahlalternative Arbeit & soziale Gerechtigkeit). I starten troede jeg, at det var den østtyske socialisme, SPD er berøringsangst overfor, men det er lige omvendt. Østtyskerne er meget pragmatiske og meget lidt dogmatiske i deres tilgang til socialismen. De er mest optaget af at ændre socioøkonomiske samfundsforhold i socialistisk retning og er mere et klassisk arbejderparti end "Die Grünen". De fleste socialdemokrater siger, at bestod "Die Linke" kun af den østtyske fraktion, ville der ikke være problemer med at samarbejde. Derimod er den vesttyske fraktion "WASG" et stort problem for socialdemokraterne. "WASG" er en samling af meget aktivistiske og farverige grupperinger på den socialistiske front( nogle ville ligefrem sige revolutionære), og har flere frafaldne socialdemokrater som medlemmer - den mest prominente er nok SPD's tidligere Bundeskanzlerkanditat, Oskar Lafontaine, som forlod sin post som finansminister i Schröders regering i protest mod Hartz IV-reformen. Der er et ualmindeligt dårligt forhold mellem SPD og WASG. Jeg læste, at mange SPD'ere ikke engang ville komme til Oskar Lafontaines 70 års fødselsdagsreception, fordi de stadig betragter ham som en forræder.

Nuvel, Oskar Lafontaine er trådt tilbage pga. en kræftsygdom og Gysi har tilkæmpet sig formandsposten alene. Der er tegn i sol og måne på, at han er i færd med at samle partiet under sin ledelse og forberede det på regeringsduelighed. I Tyskland har man ikke mindretalsregeringer, som vi har i Danmark, og hvis socialdemokraterne vil gøre sig fri af Merkel, bliver de nødt til at samarbejde med "Die Linke" og "Die Grünen". Det er en lang proces og jeg håber, de får held med den, både for Tysklands skyld, men endnu mere for Europas. I det mindste skal de ikke slås med en liberal Vestager.

"Er du ikke socialist?" spurgte min ungdomsveninde, kommunalpolitikeren, mig indigneret for nogle år siden. Hun plejede at være socialdemokrat, men var en periode medlem og valgt for SF (det lader til, at et af SF's rigtig store problemer er, at de fleste medlemmer i virkeligheden var socialdemokrater i hjertet), nu er hun socialdemokrat igen.

Det havde jeg faktisk aldrig taget stilling til, jeg har aldrig rigtig kunnet bekende mig blindt til ideologi. Men eftersom jeg på samme tidspunkt netop sad og tampede rundt i ideologierne ovre på samfundsfag, besluttede jeg mig for - en gang for alle - at finde ud af hvor jeg politisk hører hjemme. Det var lidt rystende for mig at opdage, at jeg faktisk er socialist. Det næste store spørgsmål. som rejste sig var, hvilken slags socialist jeg så er? Indtil videre er jeg nået til, at jeg er demokrat, før jeg bekender mig til nogen ideologi. Jeg er international socialist og sådan nogen er der ikke mange af i Danmark. I Tyskland ville man nok sige, at jeg er en EU- og markedssocialist.

I midten af 90'erne var jeg medlem af et borgerligt parti på den politiske midte. Min veninde kaldte mig dengang nogle gange for "ligusterfascisten". Ak ja, de politiske debatter var livlige dengang. I dag er det mig, som er til venstre og hende, som er til højre. Jeg driller hende med, at demokratisk socialisme ikke er det samme som socialdemokratisme.

Alligevel er vi jo ikke langt fra hinanden politisk. Vi har flere ligheder end forskelle og vi ville sagtens kunne indgå kompromisser til fællesskabets bedste. 

Er det for meget at håbe på at vore politikere, både i Danmark og EU, kommer til samme erkendelse?








onsdag den 20. august 2014

Gid JEG var i Düsseldorf!





Nå, men armene er jo i vejret.



For nogle år siden besluttede jeg mig for at lære at tale tysk, og endelig ser det ud til at anstrengelserne har båret frugt. Jeg har hørt musik, jeg har læst aviser og hørt taler fra Bundestag og jeg har set film og pludselig opdagede jeg for nylig, at jeg rent faktisk kunne føre en nogenlunde fornuftig - og grammatisk korrekt! - samtale med en græsk tjener om de forskellige sociale forhold i vore respektive lande.



(Altså, det er jo ikke sådan, at jeg ikke har kunnet begå mig som turist i Tyskland før - men der er saftsuseme stor forskel på at gå på restaurant og på shopping og på at føre en dybere samtale om politik og levevilkår.)



Jeg kan også tale med Stefans barndomsven; Peter, som bor lige ovre på den anden side af vandet.Peter er ufaglært lagerarbejder og opfatter Danmark som det forjættede land, hvor det flyder med velfærd og social sikkerhed. Da han hørte, at man i Danmark bliver fyret fra sit job efter 120 sygedage, brast den illusion.

For nogle år siden blev Peter syg og lægerne kunne ikke helt finde ud af, om han havde en regulær hjertelidelse eller om tilstanden var stressrelateret. Han var sygemeldt med fuld løn i næsten TO år, mens de kloge hoveder undersøgte og behandlede og til sidst fik ham sluset tilbage i det gamle job ved hjælp af fleksible arbejdstider og forhold. I Danmark var han blevet fyret efter 120 sygedage og var blevet revet rundt i sygedagpengemanegen, før han - formodentlig - havde måttet stille sig i kø på jobcentret.

Peter er efter tyske forhold fattig og tilhører den gruppe, vi her i Danmark kalder "Working Poor". Han er ikke længere interesseret i at bytte sin tyske sociale sikkerhed med en højere løn og et "Flexicurity system", som nok efterhånden mere er flexibility end security.



For et års tid siden kom Stefan hjem og rev døren op, mens han indigneret råbte: Hvad fanden er det her for et land? Jeg spurgte, hvad der nu var sket? Jo, han havde overværet et (med)menneske bryde grædende sammen på apoteket, fordi vedkommende ikke havde penge nok til at betale for sin nødvendige medicin.



Jeg er ikke stolt af at indrømme, at jeg lige lavede en "Vestager". Ja, sådan er det jo.



Sådan er det ikke i hans land. Hvis en læge har ordineret et præparat til dig på sin receptblok, er det en menneskerettighed at få det udleveret. Apotekeren må ikke nægte dig medicinen. Kan du ikke betale, bliver det en sag mellem dig og de sociale myndigheder. Stefans gamle mor er Hartz IV modtager og har brug for svinedyr medicin mod sin Alzheimer sygdom. Eftersom hendes sygdom er en kronisk lidelse, betaler hun hvert år i januar 30€, og resten af året henter hun al medicin gratis på apoteket. Dejligt ubureaukaratisk.



Der er meget dårligt at sige om Gerhard Schröders Agenda 2010 program og indførelsen af Hartz IV forsørgelsen. Forøgelsen af løntilskudsjob, vikar- og løstansatte og hele jobcentercirkusset er en af dem. Det er den del af programmet vore politikere, røde som blå, i disse år forsøger at kopiere. Det er et system, som fastholder individdet i ulighed og evig afhængighed af staten med begrænset mulighed for at bryde ud af underklassen og det sociale system.

Til gengæld er den ubureukratiske tildeling af socialhjælp og social sikkerhed, som gratis tandlægebehandling, gratis briller, næsten gratis medicin til samfundets svageste væsentligt bedre. Huslejen bliver betalt og daginstitutioner er gratis for Hartz IV modtageres børn. Da jeg læste samfundsfag, satte jeg for sjov "Fattig Carina" ind i en af de tyske beregningsmodeller for tildeling af Hartz IV. Med en hjemmeboende teenager ville Carina have et rådighedsbeløb på godt og vel 4800 kr i Tyskland. Huslejen ville blive betalt af det offentlige og havde hun en kronisk lidelse, diabetes eller hjertesygdom, ville hun få ekstra kosttilskud. Carina måtte som Hartz IV modtager beholde både sine offentlige og privatopsparede pensionsmidler. Hun måtte eje en bil til en værdi af 8000 €. Hun måtte have ekstra lønindkomst til en vis grænse, uden der blev skåret i hjælpens størrelse. Og - hold nu fast - hun måtte have en likvid formue på op til godt og vel 250 000 kr, før hjælpen helt bortfaldt.



Næste gang Venstres Claus Hjort Rasmussen messer indførelse af tyske forhold på det danske arbejdsmarked, bør vi måske huske ham på at indføre samme sociale sikkerhed og tryghed, som tyskerne har?



Det er godt at kunne tale tysk.



(Dorthe Kollo nummeret er til min kollega, Überschwester Schmidt, der - ligesom jeg - har en stor forkærlighed for det tyske :-)









tirsdag den 19. august 2014

Vaterland



(Videoen er ikke egnet for unge under 16 år)


Wir bringen für Geld
den Tot über die Welt

Wie lieb ich so'n Land?
Mit Herz oder Verstand?
Blind oder mit Blick über den Rand?



Tyskland er verdens 3. største våben- og ammunitionseksportør. Denne økonomiske rolle, som har det med at kompromittere og præge Tysklands udenrigspolitik, har længe været til debat i den tyske befolkning. Partiet "Die Linke" har tordnet mod dette faktum i årevis og krævet forbud mod våbeneksport. For 1 1/2 år siden udgav mit yndlingsband, Silly, et album, som indeholdt dette nummer. Albummet endte med at ligge som nr. 2 på de tyske hitlister. Nummeret "Vaterland" var et af højdepunkterne ved koncerten på Zitadelle Spandau i 2013 og deres tourne iøvrigt.



"Die Linke" er et dygtigt oppositionsparti og har mange gange haft held med at få Unionen og SPD til at ændre politik. Som Gregor Gysi så humoristisk udtrykte det på talerstolen i Bundestag før sidste valg: Så snart vi stiller et forslag, ændrer de andre partier med det samme deres politik - det opnår man kun, hvis man sætter kryds ved "Die Linke"!



Det ser gudhjælpemig ud til at han har ret, når man læser gårsdagens artikel i Information. Nu løber Sigmar Gabriel, Formand for SPD, med hele æren.



Men uanset hvad, så er det gode, nye toner. Vi er nogle som godt kunne tænke os, at der snart trådte nogle voksne ind på den udenrigspolitiske scene. I øjeblikket er jeg ikke meget for, at fæste min lid til nogen politiker overhovedet - men de nye toner fra Tyskland og valget af Jens Stoltenberg som ny Generalsekretær for Nato kan godt hæve humøret en lille bitte smule.



Her et godt interview med Gregor Gysi om den udenrigspolitiske situation i øjeblikket og om, hvorfor vi er nødt til at holde op med at løse alle verdens problemer militært.



Hvis min gamle far, som var erklæret pacifist, havde hørt dette, var han konverteret.